• Folkedrabet.dk
>
• Srebrenica
>
• historier
>
• Historien om det mest hjerteskærende råb fra Srebrenica: "Nermine, gå roligt hen til serberne, alle skal komme."

På en af de mest rystende optagelser fra juli 1995 så hele verden Ramo Osmanović, der var fanget, kalde sin søn Nermin praktisk talt til døden i de besatte områder af skovene omkring Srebrenica. Både Ramo, Nermin og tusinder af andre unge mænd blev dræbt, og optagelsen står som en evig påmindelse.

Dødens kald...

I dag lever Ramos enke, Saliha, i det samme hus i landsbyen, hvor de blev fordrevet fra, i Dobrak i Srebrenica, en landsby langs floden Drina. Hun lever og håber på, at retfærdigheden vil nå gerningsmændene. I gården foran Ramos og Salihas hus, hvor de boede med deres sønner Nermin og Edin, drømte de store drømme. Og så kom krigen og juli 1995, hvor Osmanović-familien flygtede mod FN-lejren i Potočari. I begyndelsen af juli dræbte en granat hendes søn Edin.

Som hun fortæller en reporter fra Nova BH, skiltes de den 11. juli... "Ramo sagde til mig, at jeg skulle gå med folket, hvad skulle jeg gøre. Min søn Nermin græd," mindes denne mor, og kort efter taler hun om sit liv i dag: "Jeg har ingen tilbage."

I Potočari hørte Saliha og så al grusomheden, selv kom hun tæt på Ratko Mladić og hørte hans tale til flygtningene. Hun vidnede imod ham i Haag, hun ønskede at se ham i øjnene under vidnesbyrdet. Under retssagen sagde denne forbryder ikke et ord til hende... "Nermineee, kom herover, jeg er herover. Tag bare til serberne, alle skal komme," kaldte Ramo sin søn Nermin, efter at serberne havde sagt til ham, at "der ikke ville ske noget." Ramo vidste ikke, at han kaldte sin søn til døden.

Han vidste ikke at det menneske-skarn ville føre ham hen over den udgravede grav, stille ham op og skyde ham i ryggen. Samme skæbne ville hans søn Nermin lide. Hans kæreste barn. De fandt hans søn Nermin i Nezuk. Ramo blev fundet i Zeleno Jezero.

De er begravet på Mindesmærkecentret i Potočari.

Kilde: Radio Sarajevo