• Folkedrabet.dk
>
• Srebrenica
>
• historier
>
• Bekendelse fra et voldtægtsofre fra Srebrenica: "Jeg blev voldtaget kort efter fødsel..."

I juli 1995. efter at de serbiske styrker havde erobret Srebrenica, blev den 18-årige H.T. voldtaget i et telt nær batterifabrikken i Potočari. Hun blev voldtaget 40 dage efter fødslen, mens hun stadig blødte, og gerningsmanden havde tidligere bedøvet hende.

Inden turen til Potočari var H.T. i Srebrenica, hvor der ifølge hende var kraftig bombardement. Hendes mand fortalte hende at tage børnene med til Potočari, hvor FN's hollandske bataljon havde en base, mens han sammen med sin bror, far og svigerfar begav sig gennem skoven for at komme over til området kontrolleret af den bosniske hær (ARBiH). H.T., hvis identitet er kendt af BIRN-redaktionen, fortæller, hvordan hun på vej til Potočari så ligene af et dræbt barn, en kvinde og en mand, der var blevet ramt af granater. "Jeg ser en gammel kvinde ved vejen, hun ligger der. Hendes kæbe er revet af af en granat. Jeg tager min babys ble for at dække hende til, for alt var revet i stykker. Jeg formåede at give hende bleen for at stoppe det, men blodet fortsatte med at flyde," mindes H.T. Da hun kom til batterifabrikkens område, så H.T., hvordan folk besvimede af varmen, fordi der ikke var drikkevand. "Der var en spand ved vejen, fra velgørenhed, der var tørt brød i den, det hele var blevet grønt. Jeg tørrede støvet af brødet med hånden, fjernede det grønne og gav det til min søn at spise," siger H.T. Ifølge hende dukkede hæren og UNPROFOR-personalet derefter op, og hun fungerede som tolk for dem. Hun fortalte dem ikke at være bange, og forklarede, at det var den serbiske hær. "Det var mærkeligt for os - hvordan kan den serbiske hær være der, når Srebrenica er en beskyttet zone? Jeg ser våben og maskingeværer hos soldaterne," tilføjer hun. I løbet af natten hørte H.T., siger hun, skrigene fra kvinder og børn og nogen, der sagde "de slår os ihjel". "Jeg ser ud fra fabrikken gennem vinduet, det bliver morgen. Vi har ikke noget at spise, børnene græder, vi har ikke vand... Jeg gik gennem marken til bækken, men jeg så de døde mennesker der, jeg kunne ikke hælde vand af frygt. Jeg vendte tilbage til fabrikken," mindes H.T. Snart efter, siger hun, kom Ratko Mladić, den daværende kommandant for Republika Srpskas hær (VRS), med en konvoj. "Han råber: 'Frygt ikke, folk, nu vil vi give jer mad,' og kaster brød. Han giver ikke brødet i hånden, men kaster det, og folk skubber og løber hen over hinanden for at gribe brødet. Alle tramper på hinanden, kvæler hinanden," siger hun og tilføjer, at Mladić derefter sagde, at de ville gå til Tuzla. Mladić spurgte derefter kvinderne, siger hun: "Hvor er jeres mænd, hvor er hæren?" H.T. kiggede derefter mod skoven, hvor mændene var gået hen. Tab af bevidsthed Der kom kun tre busser, husker hun, og dem der formåede at komme frem, gik ombord. Hun kunne ikke komme igennem mængden, fordi hun bar babyen i armene og førte det andet barn i hånden. "To soldater kommer, blå - de var hollændere - og en tolk kommer og siger: 'Madam, stå op med den lille baby og kom med os.' Det var vigtigt for mig at få mad til at kunne fodre min datter og søn. Jeg spiste ikke, jeg kunne ikke engang fodre den baby, jeg ammede," forklarer H.T. De førte hende til et telt og sagde derefter, siger hun, at hun skulle vente, de ville bringe mad til hende der. Men det skete ikke. "En knytnæve dukkede op og slog mig i hovedet. Da den slog mig, faldt jeg om og mistede bevidstheden. Jeg hørte kun min søns gråd om morgenen, han sagde: 'Mor, stå op, der løber blod fra dig...'" mindes H.T. Derefter så hun, siger hun, at hendes bluse var revet, og hendes bryster var våde. "Jeg kiggede ned ad mine ben og så blod. Jeg kunne på ingen måde stå op, jeg kunne ikke gå. Jeg prøvede at kravle på mine knæ, men jeg kunne ikke, og der besvimede jeg igen," fortæller H.T. Det næste, hun husker, siger hun, var, at hun vågnede op på hospitalet i Kladanj. Hun husker, at hun rystede af feber, og at hun var tilsluttet en drop. Ikke længe efter bragte lægen babyen og lagde hende på brystet. "Hun lugtede sådan, jeg vil aldrig glemme lugten af hendes krop. Det duftede så dejligt, noget uskyldigt, noget ivrigt efter livet. Det vil bare leve, hun duftede af liv," siger H.T. Efter syv dage på hospitalet blev hun midlertidigt placeret i Dubrave og blev derefter flyttet til Lukavac nær Tuzla. To år senere kommer hun med sine børn til Tuzla og finder indkvartering hos "Viva žene," en ikke-statslig organisation, der yder professionel støtte til voldtagne og andre kvinder, der har overlevet vold. Kvælning og frygt Efter ti år, med hjælp fra en psykolog, begynder hun at tale om, hvad hun overlevede i Potočari. "Jeg kunne ikke længere bære den byrde. Den var inde i mig, den gik ind under huden, ind i kernen, ind i knoglerne. Jeg følte, at jeg ville bryde sammen, hjernen kunne ikke fungere længere. Jeg kan ikke tale mere, jeg føler kvælning, frygt, jeg kan ikke trække vejret, jeg har simpelthen brug for at tale med nogen," forklarer hun. Da hun først åbnede op, siger hun, at det var chokerende. "Jeg følte, at en del af mig var forsvundet. Jeg troede, at folk udefra kunne se nogle forskelle på mig. Jeg følte mig som om, jeg ikke havde noget værdifuldt indeni mig," understreger H.T. Hun mener stadig, at hun ikke er "helbredt" fra det, hun oplevede i Srebrenica. "Det er smerte, en plet, der måske vil forblive, så længe jeg lever," siger hun. I 2007 fortalte hun sine børn - efter at have opnået status som civil offer for krig gennem foreningen "Žena žrtva rata" - at hun var blevet voldtaget. "Jeg nægtede det i lang tid. Jeg ønskede ikke, at det skulle komme frem. Terapeuter hjalp mig, ligesom andre ofre. Da jeg fortalte det anden gang, følte jeg lettelse. Jeg så, at andre havde oplevet det samme. Vi deler den samme skæbne," påpeger H.T. En periode efter samtalen, understreger hun, "fungerede hun normalt," men uro og frygt dukkede igen op. "Og når natten kommer, opstår der en uro i mig, noget der forhindrer mig i at sove. Jeg er bange for rummet, jeg har følelsen af, at der sker noget. Det varer et stykke tid, og så går det væk," fortæller hun. Hendes søn har, som hun påpeger, stærke traumer i forbindelse med det, der skete i Srebrenica. "Han havde mareridt, som om nogen trækker ham, nogen tager mig, skubber ham et sted hen og kaster ham," siger H.T. Mændene, der forsøgte at krydse skoven for at komme over til området kontrolleret af ABiH, herunder H.T.'s mand, far, svigerfar, svoger, onkel og andre familiemedlemmer, overlevede ikke. Ifølge domme blev over 8.000 mænd og drenge dræbt efter faldet af Srebrenica.

Kilde: BIRN