I Prijedor blev der begået foledrab med vilje og organiseret tortur i dødskoncentrationslejrene.
Voldtægt og seksuelle overgreb blev begået i Keraterm og bidrog i høj grad til en atmosfære af frygt og psykologisk tortur, hvorigennem fanger blev chikaneret, ydmyget og misbrugt.
I de tre mest kendte dødskoncentrationslejre - Omarska, Trnopolje og Keraterm - blev der dræbt og tortureret mere end 10.000 civile, primært bosniere.
Serberne oprettede dødskoncentrationslejrene, som blev de mest berygtede torturcentre på europæisk grund efter Anden Verdenskrig. De værste former for tortur og drab blev udført i dem. Bosniske kvinder blev voldtaget, hvorefter de blev dræbt.
"Serbiske forbrydere trak børnene ud af mødrene med en kniv og stykkede dem foran deres øjne".
Peter Maass beskriver i sin bog "Love Thy Neighbor - A Story Of War" lejrene i Prijedor således: "Nazisterne ville dræbe så mange jøder som muligt, så hurtigt som muligt. Serberne ønskede imidlertid at udspørge deres bosniske fanger, sadistisk nydelse af at torturere dem på de grusomste måder, hvorefter de dræbte dem med hvad som helst, de kunne få fat i, måske en riffel, en kniv eller en saks, eller ved at klemme halsen med stærke hænder om en tynd hals..."
Et særligt tilfælde af mentalt brud på hele familier var bortførelsen til ukendte steder og forsvinden af deres kære. For et enormt antal familier var dette mentale brud fortsat og varer stadig i dag.
Tusindvis af indbyggere i Prijedor og andre steder ved stadig ingenting om deres nærmeste. En mor fra Garibović-familien mistede seks sønner. I Bašić-familien fra Zecovi blev tretten børn dræbt på én dag i alderen fra nogle få dage til 18 år (de er ikke blevet fundet siden).
I Prijedor blev der begået voldtægtsforbrydelser, hvor flere hundrede kvinder fra Prijedor blev voldtaget. Voldtægterne blev udført systematisk, både i lejre, hjem, politistationer og andre steder. Piger på tolv år såvel som kvinder over tres blev voldtaget.
Voldtægterne blev udført enkeltvis eller i grupper. "De førte en kvinde og seks piger væk. De voldtog dem alle fem meter fra os. En af pigerne, jeg ved ikke hendes navn, måske omkring seksten år gammel, blev ført væk. Mens vi var i lejren, vendte hun aldrig tilbage. De andre blev taget til Prijedor i løbet af natten. Kvinden blev tilbage hos os. Næste dag, omkring 12, blev pigerne returneret."
Under voldtægtshandlingen blev ofrene påført skader med knive, slag med geværkolber eller knytnæveslag. Det var en form for belønning for dem. Der blev også registreret tilfælde af voldtægt af mænd.
"De dødskoncentrationslejre, som serberne etablerede i Prijedor-kommunen, var de grusomste af alle torturcentre, som verden nogensinde har set. De slagtede folk som dyr derinde, flåede deres hud af og brændte dem levende. Bosniske kvinder blev voldtaget til døden og derefter massakreret...," vidner Roy Gutman.
Udover de masse- og enkelte grave, der er blevet gravet op på Prijedor-kommunens område, blev ligene af folk fra Prijedor fundet i masse- og enkelte grave i yderligere seksten andre byer.