• Folkedrabet.dk
>
• Prijedor
>
• historier
>
• Det Dødshvide Hus...

De første dage som fange i Omarska, efter 'garagen', tilbragte jeg på 'pisten'. I de dage beskæftigede jeg mig lidt med matematik. Jeg talte faktisk.

Jeg talte fanger, der gik fra pisten til 'frokost' i restauranten. Efter et par dage blev jeg træt af at tælle. Resultatet var dagligt det samme: 80 grupper af 30 fanger. 2400.

I løbet af dagen bragte de nye fanger til lejren. 20, 30, 50 nye. Næste dag var der igen kun 2400 mennesker til frokost. En dag bragte de 180 nye til lejren. Næste dag behøvede jeg ikke at tælle - igen var der 2400 af os. Forskellen mellem de nyankomne og de sædvanlige 2400 kunne ses ved 'lossepladsen' ved siden af det Hvide Hus.

Ved siden af det Hvide Hus, garagen og pisten var fangerne også placeret 'hos Mujo', i restauranten, drivhuset, 'de små rum', 'femmere', elektroværkstedet og senere i 'pigtråden'. På trods af massedrab overlevede der vidner fra hver af disse steder. Selv fra det "hvide dødshus" er der vidner. Det røde hus er dog en undtagelse - ingen vendte tilbage fra det røde hus. Nogle gange, når vagterne var i godt humør, lod de os gå ud om morgenen for at gøre os i stand foran hangaren. I grupper på 5-6 fanger pr. minut - to minutters vaskning. Sådan også den morgen. Glade for de få øjeblikke med frisk luft, blå himmel og et par dråber koldt vand. En gruppe bliver lidt længere på vasken. Blandt dem er Selim. De er væk i 5 minutter.

Der går 10 minutter, 15, men de vender ikke tilbage. Uro, frygt. Det lover ikke godt. Efter en halv time vender gruppen tilbage. De lever!

Selim er ikke til at genkende. Et forstyrret udtryk, han ryster, frygt i hans øjne.

Efter en tid, da han har samlet sig og beroliget sig lidt, fortæller han os stille: "Det røde hus. Læssede lig i mørket. Fjernede dem fra kroge. Mennesker uden hoveder. I dele. Uigenkendelige." (Selim genkendte kun Kobasa, en tidligere arbejder på Omarska-minen, der dagligt transporterede ligene af dræbte fanger et ukendt sted)

Skrevet af Anto Tomic