Anto Tomić - et vidne til folkedrab
Author: Urednik
Published: 13.12.2023
I 1992, da krigen brød ud i Bosnien-Hercegovina, var Ante Tomić 34 år gammel. Hr. Tomić, en bosnisk kroat, arbejdede i Omarska-minen og boede i sin hjemby Ljubija i kommunen Prijedor i det nordvestlige Bosnien-Hercegovina. Før krigen udgjorde bosniske kroater cirka halvdelen af befolkningen i dette område.
Aftenen den 30. april 1992 var hr. Tomić på en café i Ljubija, da politiet kom omkring kl. 22:00. De sagde, at caféen skulle lukke, og alle skulle gå, da der var indført udgangsforbud. Således erfarede hr. Tomić, at den Serbiske Demokratiske Parti (SDS) havde overtaget magten i Prijedor. Hr. Tomić vidnede i retten, at han ikke overholdt udgangsforbuddet. Han beskrev, hvordan en gruppe på 20-30 beboere i Ljubija spontant samledes hver nat på den pågældende café og gik på vandreture i 30-45 minutter, indtil politiet spredte dem. Aftenen den 24. maj 1992 var hr. Tomić igen på café, da en mand fra Donja Ljubija kom og sagde, at hæren var ved at angribe. Hr. Tomić fortalte, at han sammen med flere andre serbere, kroater og muslimer begav sig mod Donja Ljubija. På halvvejen stoppede serbiske styrker dem og tillod dem ikke at fortsætte.
Indtil midten af juni kunne ingen forlade Ljubija. Telefonlinjerne var afbrudt, de havde ingen kommunikation med Prijedor, busserne fungerede ikke – de kunne ikke gå nogen steder. "Vi var helt isolerede," sagde hr. Tomić. Natten mellem den 13. og 14. juni 1992 kom to serbiske soldater, begge hans naboer, ind i hr. Tomićs lejlighed og anholdt ham. De satte ham ind i en varevogn sammen med omkring tolv andre, der blev anholdt samme nat. Alle var muslimer eller kroater, mænd i alderen 16 til 60 år. En af dem var blevet tævet og gik barfodet; en anden var iført pyjamas. Alle blev ført til Keraterm-lejren, en tidligere keramikfabrik i udkanten af Prijedor. Ifølge hr. Tomić blev 115 mænd fra hans by holdt fanget i Keraterm-lejren.
Lejren bestod af en stor to-etagers bygning, hvoraf fire værelser i stueetagen, kaldet værelser 1, 2, 3 og 4, blev brugt til at huse fangerne. Hr. Tomić tilbragte næsten tre uger sammen med omkring 400 mennesker i værelse 2, der var 15-20 meter bredt, 18-20 meter langt og havde en betongulv. Nogle timer efter hans ankomst opstod der pludselig uro. Alle, inklusive de nyankomne fanger, løb ind i værelserne, og hr. Tomić hørte folk sige: "Der er Dule." Dušan (Duško) Knežević, også kaldet Duća, var en serbisk soldat, der ofte besøgte lejren, og hver gang han kom, ifølge hr. Tomić, blev folk tævet og dræbt. Knežević og en anden soldat gik ind i værelse 2 og søgte efter en mand, der angiveligt havde voldtaget nogle serbiske kvinder. Da de fandt ham, tævede de ham.
Efter at de var færdige, begyndte de at slå en anden fange, Emsud Bahonjić, også kaldet "sniper" eller "Singapore." Bahonjić lå i hjørnet af værelse 2. "Vi kunne kun mærke den frygtelige stank fra ham," sagde hr. Tomić. "Han havde ikke rørt sig i dage. Han var forfærdeligt slået, men stadig i live." Knežević beordrede Bahonjić at rejse sig. Imidlertid, ifølge hr. Tomić, kunne han ikke bevæge sig. Knežević sparkede ham flere gange, og efter en dag eller to udåndede Bahonjić.
Dette var ikke første gang, hr. Tomić i løbet af de uger, han var i Keraterm-lejren, så eller hørte om mishandling af fanger. Hr. Tomić vidnede om, hvordan en 17-årig dreng, en albansk dreng ved navn Jusufi, blev ført ud og tævet. Han vidnede også om, hvordan Jovan Radočaj, også blev ført ud og tævet lige foran bygningen. Hr. Tomić sagde, at Radočaj angiveligt havde stemt for det overvejende muslimske Stranka demokratske akcije (SDA) og havde plakater af SDA derhjemme. Da hr. Radočaj forlod rummet, hørte hr. Tomić ham sige: "Alt er slut." Han blev dræbt den samme nat.
I løbet af den tid, hr. Tomić tilbragte i Keraterm-lejren, bragte andre politibetjente fra Ljubija også fanger til lejren, herunder Drago Tokmadžić [kroat] og Esad Islamović. En dag, ifølge hr. Tomić, kom de begge igen til lejren. "Vi troede, de havde bragt nye fanger," sagde hr. Tomić, "men den dag blev de bragt som fanger." En nat blev de ført ud af rum 4, og hr. Tomić kunne høre, at de blev slået. Blandt stemmerne genkendte han Duško Kneževićs stemme, og Zoran Žigić, en anden lejebesøgende, som hr. Tomić kendte af syne [og som Den Internationale Straffedomstol senere dømte for forbrydelser begået i lejrene Keraterm og Omarska].
Hr. Tomić erklærede, at Drago Tokmadžić døde af skader den nat, mens Esad Islamović overlevede og senere blev ført til hospitalet. I løbet af den tid, han tilbragte i Keraterm-lejren, kaldte vagterne en dag fem til seks fanger for at melde sig frivilligt til arbejde uden for lejren. Hele dagen bar fangerne og sorterede varer i et lager. Hr. Tomić blev fortalt, at disse varer - herunder tv'er, husholdningsapparater, møbler og traktorer - blev stjålet fra de brændte landsbyer.
Da han blev spurgt i retten, hvorfor nogen ville melde sig frivilligt til den slags arbejde, svarede hr. Tomić: "Måske var hovedårsagen til, at nogen ville gøre sådan et job, forventningen om at få mere at spise." I løbet af de næsten tre uger, hr. Tomić tilbragte i Keraterm-lejren, blev han aldrig forhørt eller fortalt, hvorfor han var interneret.
Den 4. juli 1992 blev hr. Tomić og 115 andre fra hans by overført til Omarska-lejren. Hr. Tomić vidnede om, at de blev behandlet "på bestialsk vis i Omarska-lejren. Der var ingen regler. Der var slet ingen menneskelig værdighed. De dræbte os. De gjorde, hvad de ville."
I løbet af de tre uger, han tilbragte i Keraterm-lejren, sagde hr. Tomić, at cirka ti mennesker blev dræbt, mens i Omarska-lejren blev mindst 10 eller 15 fanger dræbt hver dag, hvis ikke flere. Vagter og besøgende, der alle var iført uniformer, tævede fangerne i Omarska når som helst på dagen eller natten, og som hr. Tomić sagde, tævede mange af dem også ham. "De daglige tæv var så rutinemæssige," sagde hr. Tomić, "at de ikke længere var noget særligt. En gang blev jeg tævet så hårdt, at jeg var i koma i fire dage. Jeg blev smidt på en bunke lig, og en kollega fandt mig og bragte mig tilbage blandt de levende."
Den værste nat, hr. Tomić oplevede i Omarska-lejren, var, da han blev tævet af vagten ved navn Kvočka. Derefter sluttede flere andre mænd sig til, derefter endnu flere, indtil otte mænd tævede ham til sidst. Hr. Tomić vidnede om, at Kvočka var bror til en af lejrens kommandanter, Miroslav Kvočka [som Den Internationale Straffedomstol dømte for forbrydelser i Omarska-lejren].
Hr. Tomić vidnede om, at en dag i midten af juli blev fangerne i Omarska forberedt på at synge sange, fordi en delegation fra Banja Luka var på vej, og de skulle modtage den. Da delegationen ankom med helikopter, sang fangerne serbiske nationalistiske sange med tre hævede fingre som tegn på serbisk hilsen. De fleste af de cirka ti medlemmer af delegationen, inklusive præsidenten for kommunen Banja Luka, rundede lejren og inspicerede rummene, hvor fangerne blev holdt.
Hr. Tomić forblev i Omarska-lejren indtil cirka den 6. august, hvor han blev overført til Trnopolje-lejren. Under tværunderhøringen spurgte forsvaret hr. Tomić, om oprettelsen af nationale partier havde forstyrret forholdene mellem folk, der indtil da havde været enige.
Hr. Tomić svarede: "I mit tilfælde, nej. Jeg forblev ven med mine venner." Ante Tomić vidnede den 5. og 6. april 2001 i sagen mod Duško Sikirica, lederen af sikkerheden i Keraterm-lejren, samt Damir Došen og Dragan Kolundžija, der var vagtskiftkommandanter i lejren.
Efter at anklagen havde afsluttet sin bevisførelse imod dem, erklærede alle tre sig skyldige i forfølgelse på politisk, racemæssig eller religiøs grund, og de øvrige punkter i anklagen blev afvist. Domstolen dømte dem til 15 års (Sikirica), fem års (Došen) og tre års (Kolundžija) fængsel.
Kilde: ICTY