• Folkedrabet.dk
>
• Bratunac
>
• historier
>
• Bratunac 1992: Vidnesbyrd om folkedrabsintention

Bratunac, 1992 – Jeg vendte tilbage til mit hjem, men huset var der ikke længere. Væk. Min onkels hus – væk. Osman Hodžićs hus – nedbrændt. Vi kunne ikke tro vores egne øjne. Vi håbede, at civilbefolkningen var blevet evakueret, men da vi nærmede os ruinerne, var sandheden langt mere grufuld.

Vi nåede frem til Osmans hus og trådte ind i hans værelse. På sengen brændte klude, tøjet var forkullet. Overalt lå der ruiner og aske. Da jeg kiggede nærmere, kunne jeg skelne en kæbe, en hage, en del af en kranium. Alt var dækket af det sammenstyrtede tag. Efter min faste overbevisning blev Osman Hodžić, hans kone Zineta og deres sønner Salmir og Elvis, drenge på ni og elleve år, dræbt og brændt i det hus. Deres mor, Sabra Hodžić, var også blandt dem.

Vi fortsatte til Omer Hodžićs hus. Han var en enlig mand. Da vi trådte ind, lå bøger spredt overalt. Han lå med et skudsår i venstre side af hovedet. Vi rørte ham ikke med det samme. Vi vidste ikke, hvad der ellers ventede os; vi havde været væk i to dage. Vi aftalte at vende tilbage næste dag for at begrave ham.

Vi gik videre til Hasibs hus, som ikke var blevet brændt. En af os gik mod Selište for at lede efter sin bror. Ramo Karić gik mod sit eget hus – og vendte aldrig tilbage. Sandsynligvis blev han fanget og dræbt.

I min onkel Huso Jahićs hus blev vi mødt af et frygteligt syn. Han, min tante og min farbror lå dræbt. Min tante lå med håret spredt ud, dræbt på gulvet. Begge mænd lå på deres senge. Senere blev de fundet i en massegrav i Suha.

Næste dag, da vi vendte tilbage for at begrave Omer Hodžić, var hans lig væk. Kun blodige spor førte mod udgangen. Den dag fortsatte den serbiske hær med drab og plyndringer, og ligene af de dræbte blev samlet op og begravet i massegrave.

Da vi indså, at der ikke var noget håb tilbage, besluttede vi at forlade landsbyen og begive os mod Glogova. Vores vej førte os gennem Cerovac, Hranča og Gaj. Overalt stødte vi på nedbrændte huse, ødelagte udhuse og dræbt kvæg.

Bratunac var blevet til en ruinhob, og dens indbyggere – forsvundet eller dræbt. Det, vi så den dag, kan ikke glemmes. Dette vidnesbyrd står som bevis på en folkedrabsintention, som en påmindelse om en forbrydelse, der aldrig må gentage sig.