• Folkedrabet.dk
>
• Vlasenica
>
• historier
>
• Overlevelse i Helvede: En moders vidnesbyrd fra Sušica-lejren under folkedrabet i Bosnien...

Habiba Hadžić var 49 år i 1992 og gift med to voksne børn: hendes ældste søn, Enis Hadžić, var 31 år gammel, og Bernis Hadžić, var 29 år gammel.

På det tidspunkt boede de i kommunen Vlasenica i østlige Bosnien, tæt på grænsen til Serbien. Før de bosniske serbiske styrker overtog Vlasenica i 1992, boede næsten 34.000 mennesker der, hvoraf næsten alle tilhørte en af de to etniske grupper, muslimer, der udgjorde en lille majoritet, eller serbere. Jugoslaviens folkehær (JNA) og andre serbiske styrker overtog kontrollen over byen Vlasenica den 21. april 1992 og begyndte snart at gennemføre en plan om at fjerne bosniske muslimer og andre ikke-serbere fra denne kommune. Ved udgangen af september 1992 var stort set alle bosniske muslimer blevet fordrevet fra Vlasenica; de eneste, der forblev på kommunens område, blev holdt i det primære fængselsobjekt, lejren Sušica. I Sušica var flertallet, hvis ikke alle fangerne, civile, herunder kvinder, spædbørn, små børn og ældre mennesker. Habiba Hadžić blev holdt i Sušica-lejren i cirka to måneder. Da hun først ankom til lejren, bemærkede fru Hadžić, at "lejren var overfyldt." Denne lejr, der tidligere havde fungeret som en militær skydebane, bestod af to lagre. Civilpersoner blev holdt i det større af disse to, som vidner ofte kaldte "hangaren."

"Først børnene, derefter jeg, min svigerinde, hendes mand og hendes to børn." Forholdene i lejren var forfærdelige. Antallet af fanger var normalt mellem 300 og 500, men det variere, som folk blev overført ind og ud af lejren. Fangerne blev presset tæt sammen, så hver af dem havde omkring en kvadratmeter at sidde på. Under hendes vidnesbyrd talte fru Hadžić om de utilstrækkelige soveforhold i lejren: "Jeg sov mellem mine børn, i hangaren, nedenunder. Vi sov mest på beton, og nogle gange tillod de endda ikke, at vi fik brædder. Men når [Dragan Nikolić, lejrkommandant for Sušica-lejren, senere dømt af Den Internationale Straffedomstol for forbrydelser, der blev begået der], blev sur, ville han ikke engang give os brædder, han smed brædder ud."

Fru Hadžić vidnede om, at hun lænede sig op ad andre fanger i den overfyldte hangar:

"Nogle gange var der mange mennesker, så du kunne ikke engang bøje dig ned, nogle gange kunne du endda ikke sove."

Varmen, dårlig ventilation og uhygiejniske forhold, manglen på brusere, toiletter og ren tøj resulterede i en generel lugt af forrådnelse i den overfyldte lejr. Fru Hadžić vidnede om, at "det stinker, det værste, og du skal tåle det. Om morgenen gik vi på toilettet og om aftenen. Der var spande ved døren, du måtte bruge dem." Der blev ikke ydet nogen sundhedspleje til syge fanger, de blev heller ikke adskilt fra andre fanger, og de blev tvunget til at forblive i hangaren i tæt kontakt med andre fanger. Fanger blev syge på grund af manglende passende mad og dårlige sanitære forhold.

Fru Hadžić vidnede om den forfærdelige situation med hensyn til mad i hangaren: "Vi spiste et måltid om dagen, det var hovedsageligt dårlig mad. Nogle gange fik vi de dåser, forfaldne, og derefter havde vi problemer med maven."

Mange af fangerne led af stærke tandpine, lus i håret og blev syge af sygdomme som dysenteri. Mange af de raske fanger blev tvunget til at arbejde, såsom at plukke grøntsager, høste afgrøder og andet specialiseret eller fysisk arbejde. Andre blev beordret til at begrave muslimske civile, der ikke overlevede angrebene på deres landsbyer. Fru Hadžić vidnede om atmosfæren af terror i lejren skabt af JNA-soldaterne. Dragan Nikolić, lejrkommandanten for Sušica-lejren, fortalte fangerne, at han havde absolut kontrol over dem og at de var overladt til hans vilje. Han sagde, at han var loven i lejren. Han truede dem med våben som automatpistol, pistol, bajonet, kniv og en eller flere håndgranater. Fru Hadžić spekulerede på, om hun eller nogen fra hendes familie ville blive det næste offer. "Du kunne høre det, for eksempel om aftenen, når de kom. Der var en hvid varevogn, når han [Nikolić] købte folk. Han smed dem ind. Han beordrede: "Tag det ud, tag det ud, tag kniven ud," alt skulle tages ud, sådan. Og der var også en hvid varevogn. Når en af deres døde, ville han fylde den varevogn op og tage dem væk, jeg ved ikke hvorhen, og den kom aldrig tilbage." Fru Hadžić vidnede om at være vidne til mishandling af flere muslimske mænd i lejren. "I den tid, jeg var i Sušica-lejren, blev Mevludin Hatinić banket og døde, Durmo blev også banket og døde, Asim Zildžić blev banket, og da jeg gik derhen, da vi blev stillet op ved toilettet, så jeg ham på en båre, han var væk, hans øje var slået ud, Asim Zildžić." De fleste mænd blev tævet inde i hangaren i et område kaldet straffekrogen, mens andre blev angrebet udenfor i området ved en stolpe i form af bogstavet A. Ofrene, der overlevede tævningen, blev efterladt til at dø i "straffekrogen" inde i hangaren. Alle fanger, herunder fru Hadžić, kunne tydeligt se dem: "Jenki [Dragan Nikolić] førte dem ud og ind, jeg så ikke, hvem der var, men jeg hørte tre skud og hangaren var lukket. Og om morgenen, når de stillede os op, på toilettet, en side for mænd, en side for kvinder. En TAM [lastbil] var der, og de var døde på den TAM. Efter vi gik, hvor de tog dem hen, hvad de gjorde af dem, så jeg ikke." En dag forsøgte fru Hadžić at hjælpe en alvorligt tævet mand ved at give ham kiks: "En gang ville jeg give ham kiks. Jeg kastede kiks, men jeg så ikke Jenki ved døren. Han kom hen og trådte på kiksen med sin støvle. Han beordrede mig til at gå ud på det udendørs toilet, og dernede slog han mig en gang, jeg holdt mig tilbage. Næste gang slog han mig med ​​geværet. Jeg besvimede.

Min Beko forsøgte at løfte mig, han rengjorde gården, Jenki sparkede ham med sin fod og marcherede væk. Efterfølgende vågnede jeg op hos en gammel dame på 93 år. Hun sagde, det bliver bedre, det bliver bedre." Andre fanger døde simpelthen af angst og udmattelse. Fru Hadžić blev også tvunget til at udføre husarbejde for lejrkommandanten Dragan Nikolić. "Jeg vidste, at jeg skulle gøre rent på hans værelse. Strække sig ud for at vaske hans fødder, smøre dem med fløde og sådan. Jeg vaskede også tøj fra dem, når der var den ene frokost. Kort sagt, alt hvad han beordrede mig til, måtte jeg gøre. Jeg kunne ikke sige nej." Imidlertid mener fru Hadžić på et tidspunkt, at Nikolić reddede hendes liv, da en anden serber ved navn Car ville tage hende ud af lejren og dræbe hende. I sin vidneudsagn beskrev fru Hadžić omfanget af de skader, hun fik som følge af tæv i Sušica-lejren. "Jeg vil forblive invalid i denne arm så længe jeg lever. Hvis det er nødvendigt kan jeg vise det. ." Da fru Hadžić forlod Sušica-lejren, var hendes sønner, Enis og Bernis, stadig fanger der. Hun har aldrig set dem levende siden. På slutningen af hendes vidnesbyrd, da hun blev spurgt, om hun troede, at hendes sønner var i live, erklærede fru Hadžić:

"[Mine sønner] De er ikke i live. Det ved Jenki [Dragan Nikolić]. Jeg ville bare gerne vide, i hvilken grav de er. Så moderen kan begrave dem på en anstændig måde. At jeg i det mindste kan se det, at jeg kan komme hvor deres knogler er, at moderen kan se dem.

At jeg ved, hvor de er begravet. Men jeg ved det ikke, jeg har aldrig fundet ud af det." Ved afslutningen af ​​hendes vidnesbyrd fik fru Hadžić et svar fra Dragan Nikolić. Han fortalte hende, at hendes sønner blev dræbt og begravet den 30. september 1992 på et nærliggende sted kaldet Debelo Brdo. Habiba Hadžić vidnede den 3. november 2003 i sagen mod Dragan Nikolić, lejrkommandanten for Sušica-lejren.

Den Internationale Straffedomstol dømte den 18. december 2003 Dragan Nikolić og idømte ham 20 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden begået i Sušica-lejren.

Kilde: ICTY